Julen nærmer sig, og her på Rotation har vi bakset fire små adventsgaver sammen til dig.
Her ankommer jeg så som tredje led i rækken med mit bud på en årsliste. Ligesom Emil har haft en taktik med ikke at skule Mathias over skulderen i udvælgelsen af hans numre, har jeg forsøgt på ligende vis ikke at lade mig påvirke af mine to medskribenter. Der er naturligvis et lille overlap hvor enkelte gentagelser har sneget sig ind, hvilket nok i virkeligheden må siges at være uundgåeligt når årets skal kronologiseres i denne form.
Den opmærksomme, og ikke mindst meget dedikerede følger af siden, vil muligvis også bemærke at denne min tredje årsliste, samtidigt er min hidtil korteste. Jeg har forsøgt i år for alvor at skære ind til benet i udvælgelsen af årets tracks, for herved både at sikre udvælgelse med fokus på kvalitet, men også samtidigt i et forsøg på at skabe en playliste, der hænger sammen som samlet lytteoplevelse og danner tidsstempel for mit musikår 2014. Derfor vil jeg i min gennemgang tage dig kære læser på på en slags narrativ dannelsesrejse fra A-Z gennem listen om man vil. Sagt på godt dansk vil jeg nu pludre lidt om, hvad jeg anser for værende årets skarpeste skæringer!
Udsyrede lydnørklerier
Vores rejse starter ved The War On Drugs med åbningstracket Under the Pressure fra deres fremragende opfølger til “Slave Ambient”, der var en af mine yndlingsplader fra 2011. En lang udstrukken sag, der på over 8 minutter formår at lade en hypnotisk guitarfigur danne ryggrad og smyge sig omkring et catchy klaverstykke. Shoegaze i topklasse, der leder ind til første segment af årslisten, nærmere bestemt tracks med lydnørderiet i fokus. Derfor følger The Wands naturligvist også op med Sound of the Big Machine, fra deres hos mig længe ventede debutplade The Dawn. Syren og kalajdoskopien er bibeholdt fra EP’en, hvilket skaber en debutplade der vokser på en med dens gennemførte lyd, noget Mathias og jeg sidste måned også fremhævede i vores “Album Talk” af udgivelsen.
Treefight for Sunlight serverer en veloplagt Animal Collectivsk hymne med Somewhere in the Future fra Pizza, en plade jeg tilbage i foråret anbefalede, hvilket bestemt stadigvæk står ved magt. Udtrykket er legende, menneskeligt og forbandet underholdende. Herefter tages tempoet en anelse ned i selskab med Tomas Barfod, der til indspilningen af Bell House bakkes vokalt op af Luke Temple, et samarbejde der efter min mening slår gnister i denne multilagskomposition. Jeg troede i 2012 ikke at det kunne lade sig gøre at matche Barfods fremragnede plade Salton Sea, men dette års Love Me danner værdig opfølger. Den mand kan åbenbart ikke lave en dårlig plade!
Dette blev også året hvor to danske indie-supergrupper så lyset. Århusianske Lowly hvor Nanna Schannong bliver elektonisk bakket op af Soffie Viemose, der sammen med resten af bandet skaber smuk dynamisk støjpop man kan forsvinde hen i, hvilket til fulde kommer til udtryk på Daydreamers. Fra København melder Cancer sin ankomst, en duo bestående af Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grant. I mødet mellem de to opstår et unikt univers, der tager afsæt i de to musikeres bagkatalog, men samtidigt skaber noget egenhændigt og unikt.
Første segment af min rejse gennem musikåret 2014 ledes ud af Ice Cream Cathedral og førstesinglen The Swans fra deres bundsolide 2. plade af samme navn. Mathias og jeg var aldeles begejstret for denne udgivelse, hvilket også kom til udtryk i vores anbefaling af den. Jeg har stadigvæk stor respekt for, at denne unge gruppe kun et år efter debuten, er i stand til at fremstille en så solid opfølger. Forhåbenligt bliver dette et band der får mange år til at vokse på den danske musikscene. Talentet fejler intet, det er sikkert.
Popmusik i nye klæder krydret med hip-hop i diverse afskygninger
Anden etape byder på de mere poppede indslag, side om side med tracks fra en genre jeg ellers ikke beskæftiger mig meget med, nemlig Hip-hop, en genre der i de senere år har ladet sig inspirere meget af andre musikalske udtryksformer, og herved har øget min interesse markant for den.
Vi sætter dog af i poppens verden, med alt-pop bandet Alt-J, der i år har smidt deres andet udspil på gaden. Debutpladen landede dem stor succes, hvor især hittet “Breezeblocks” opnåede et massivt antal afspilninger på diverse webkanaler og radiostationer verden over. Med opfølgeren bygger de videre på denne succes, og fremstiller i processen en plade der naturligt udvikler deres genrebøjede udskejelser. Teksterne er absolut nonsens langt hen af vejen, men det fjerner dog ikke underholdningsværdien fra deres skøre lille univers af vokalsamplinger og skæve trommefils. Med Every other Freckle laver bandet præcist den musik de kan lide, og denne passion skinner igennem.
Når vi er ved underholdning, er det samtidigt oplagt at nævne danske The Minds Of 99, der som vinder af KarriereKanonen 2013 beviser denne pris’ gyldighed, ved at levere ligefremt popmusik på modersmålet, uden at fordumme sig selv i vejen dertil. Teksterne er herligt joviale på den helt rigtige måde, og giver massiv valuta for pengene på Et Barn af Min Tid, der sammen med et stramt trommespil ligger bandets stil for dagen. Denne skræring er en af mine mest spillede i 2014, og der er der bestemt en grund til!
Det danske modersmål har især på hip-hop fronten vundet indpas, hvilket kommer til udtryk i den nye generation af kunstnere. Jeg har valgt at fremhæve to acts af lidt forskellig karakter, der på hver deres vis anvender det danske sprog til deres fordel. Først Karl William, der trods hans unge alder allerede er kommet godt fra start med især tracket Syredronning, der på fineste vis får ham til at fremstå som en dansk pendant til Frank Ocean, med hans soulede homage til klassisk RnB. At de stramme beats så samtidigt danner lækker baggrund er blot flødeskum på en allerede velsmagende anretning. Hernæst vil jeg bringe Sjakket i spil, et act som er gamle travere her på sitet, senest i vores video dækning af deres dobbeltkoncert med Tudsegammelt på Studenterhuset. På syngende vendsysselsk får deres historier om ungdommens udskejeler og alvor karakter, understøttet af et dansabelt balkaninspireret lydtæppe og kreative samlinger, sidder Ikk’ et Instrument lige i skabet.
Den sidste gang Hip-hop kommer i mere klassisk forstand i form af Run The Jewels aka Killer Mike og El-P som dynamisk duo. Jeg var vild med deres debut, og min begejstring har bestemt ikke langt sig med opfølgeren, der har den ligefremme titel “Run The Jewels 2″, hvorfra jeg henter pladens bedste skæring Close Your Eyes (And Count To Fuck). Mærk mit ord, den her plade er allerede og kommer til at florere på mange udenlandske toplister i år, så god er den bare.
Segmentet rundes af tilbage i popland med endnu en dynamisk duo. Simon Kvamm og Peter Sommers fælles projekt De Eneste To fik i år en opfølgende plade, der efter min mening desværre står noget svagere end debuten. Det skal dog ikke tage respekten fra førstesinglen Sult, der udover at være et medrivende og slagfyldt track også har Ole Thestrup med i et spoken word segment, der perfekt understøtter sangens tyngde.
Det dansable og det elektroniske touch
Tredje etape bliver samtidigt den længste, her kommer mit hjertebarn i spil, nemlig den elektoniske del af musikkens spektrum. 14 sange byder sig velkommen her, startende med lidt krydderi fra hip-hoppens univers, som findes i Attack fra Rustie. Tracket stammer fra endnu en opfølger til en debut, nærmere bestemt Green Language, der følger op på Rusties banebrydende Glass Swords fra 2011. I denne omgang har han medbragt vokal fra starten på flere af udgivelsens track, og på Attack får Danny Brown lov at udfolde sig til en smadret og skærende baggrund. Resultatet bliver en lyd af undergrund og mainstream i en stor pærevælling, hvilket overraskende nok lykkes yderst tilfredsstillende. Kort sagt lidt til gården og lidt til gaden.
Herpå følger FKA twigs’, en kunstner der har udgivet en af årets bedste skiver med den længe ventede LP1. Succesen har været til at tage og føle på for den unge kunstner, der langsomt har gravet hendes vej igennem branchen, ved at udgive 2 EPer forinden debuten, der på hver deres måde viste hendes meritter. Potentialet bliver heldigvis forløst til topkarakter på debuten og især Closer vidner om hendes genialiteter. Hvis du endnu ikke har hørt denne udgivelse, er der ingen undskyldning længere!
Caribou ved jeg at Mathias har med på hans årsliste, men det skal ikke frarøve mig at medbringe et andet track fra hans glimrende opfølger til debuten “Swim”. Hans 2. udspil Our Love skruer tempoet en anelse ned, hvilket giver ydereligere plads til at lege med detaljen. Hvor Mathias har valgt at fremhæve det mere dansable åbningstrack, har jeg istedet udvalgt efterfølgeren Silver, en smuk og patineret synthballade der ikke ligger langt fra noget man sagtens kunne have hørt hos “When Saints Go Machine”. Sørgmodigheden får plads imellem de mange fine detaljeringer der forstærker trackets velfungerende spændingskurve.
WhoMadeWho har også ladet sørgmodigheden herske på en af deres skarpeste skæringer nogensinde, nemlig den vidunderlige The Morning fra dette års Dreams. Deres funkede basguitar er intakte, det samme er Barfods altid stramme trommespil, der med inklutionen af The Morning faktisk sniger sig ind på hele to pladser på min årsliste. Længselen for at stoppe tiden og gøre status bliver på fineste vis formidlet i rammen af en 3 minutters popskæring. WhoMadeWho når de er allerbedst.
Popmusikken gør nu foralvor sit indtog på min liste, med en dobbelt op på klistrede 80′er keys. Den første kommer i form af La Roux der på Cruel Sexuality funderer over sexualitens faldgrupper. Hele udgivelsen emmer langt væk af Miami anno 1980 og skriger nærmest på at blive spillet til en baggrund af rulleskøjtende mennesker en sen sommeraften i neonfarvede klæder. Ligeledes positivt forholder det sig med SAKARIS, som med Score Music indlemmer lytteren i forførelsens kunst. Denne single er den første af tre, der markerede startskudet til en ny catchy lyd fra det færøske wunderkind, som vi uden tvivl kommer til at høre en hel del mere til i det kommende år.
Herpå følger det mere dansable segment af mit musikår, startende med tunge 4/4 væg til væg bashooks hos Little Boots, der her i årets sidste måned udgav en skarp lille EP ved navn Buisness Pleasure. Herfra henter jeg højdepunktet Heroine der på trods af sin simple form sagtens tåler gentagende lyt. Det samme gælder for Klaxons der i den grad leverer varen på New Reality. Deres nye udgivelse er flere steder blevet kritiseret for at være for tilbageskuende, men jeg må erklære mig uenig. Deres forvredne rave hymne holder hele vejen, og de kærlige nik til deres nu 7 år gamle debut, giver hele udgivelsen tyngde. The Knife leverer derimod en afsked med gamle slagere i nye klæder på Shaken-Up Versions, hvorfra jeg har hentet den evige klassisker We Share Our Mothers Health. Et vemodigt farvel herfra til bandet som har rykket grænserne for elektronisk musik i norden.
Danske VINTERTUR er et act jeg længe gerne har ville fremhæve på sitet. Gennem 2014 har de hver måned udgivet en ny elektronisk spidsfindighed, hvoraf Yeah efter min mening er den bedste. En simpel synthet sag, med et virkeligt velplaceret vokalsample der giver fødderne noget at arbejde med. Det kan bestemt anbefales at dykke ned i deres eskapader, der stemningsmæssigt ligger sig op af acts som Spleen United.
2014 blev også året for endnu en Simian Mobile Disco udgivelse, der selvfølgeligt finder plads på min liste. Min forkærlighed for duo’en gør mig muligvist en anelse farvet, men jeg finder Hypnick Jack både hypnotisk og medrivende. Det kan desuden nævnes at hele udgivelsen er indspillet live af tre omgange på meget minimalistisk udstyr, hvilket kan mærkes i den dynamiske tilgang der er taget til struktur og form. Hvor Simian Mobile Disco måske spiller den en anelse sikkert hjem, har Perfume Genius derimod revet sit udtryk op med roden på opfølgeren til hans tindrende smukke debut. Det sagte klaver spiller stadigvæk en rolle, men bakkes flere steder op af en stram elektronisk produktion. Jeg kunne på ingen måde have forestillet mig dette skifte, men det fungerer vanvittigt overbevisende på Lonepig.
Asbjørn er endnu en dansk kunstner der har udeladt en ny samlet udgivelse til fordel for udgivelsen af singler. Under navnet Pseudo Visions har en række skarpe skæringer set dagens lys, hvoraf The Love You Have In You uomtvisteligt er den bedste. Asbjørn er ikke bange for at give sig hen til de store armbevægelser, og det giver pote i sidste ende.
Lykke Li runder dette segment af med Gunshot, et track der heller ikke er bange for at give sig hen til det storladne, og nogen vil måske endog påstå det klichéfyldte. Det er kun Lykke Li der kan formå at lade en trommefigur stå for lyden af en pistol, og faktisk få det til at fungere. Gunshot er en djævelsk velfungerende popskæring af de helt store.
Guitarfiguren får plads
Ovenpå denne artikels længste segment, skal jeg forsøge at fatte mig i korthed! Dette segment har guitarfiguren i fokus, noget som ikke har fyldt meget i mit musikår 2014. Vi starter akustisk ud med Aalborggænsiske Caved Crow, og højdepunktet fra deres debut EP, nemlig sangen Two Faced Man. Vi har her på siden rost Caved Crow en del, både i form af en anbefaling og en dækning af deres release koncert i Aalborg. De fortjener dog alle roserne for deres stemningsmættede og indlevende præstationer. Jeg ser meget frem til at høre mere fra dem i 2015.
Videre går turen til endnu et band Mathias og jeg har haft gennem anbefalingsmaskinen, nemlig The Awesome Welles og deres Out of the Woods. Formen er ligetil, mens udtrykket er ærligt. Jeg sætter pris på et band der formår at omfavne det simple og gøre det til deres, hvilket The Awesome Welles formår til UG. Simpelt kan man dog ikke kalde udgangspunktet for listens næste indslag, der kommer i form af Foo Fighters og I Am a River. Dave Grohl aka. rockmusikkens rareste mand, har sammen med hans band sat sig for at rejse USA rundt for at indkorporere landets forskelligartede lyd på deres nyeste udgivelse Sonic Highways. Et sympatisk projekt, hvorfra jeg altså henter albumlukkeren, der på fineste vis klinger projektet ud og sejler skibet sikkert i havn.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kastede min ungdomskærlighed på My Chemical Romance, så da forsangeren i det nu opløste band begav sig udi en soloudgivelse, var min interesse naturligvis vakt. Heldigvis har Gerard Way ikke forsøgt sig med at genskabe lyden fra hans forgangne band, men har derimod skabt en 90′er klingende plade med forvredne guitarfigurer sat i front, med hans vokal som patineret baggrund, hvilket No Shows er det perfekte eksempel på. Jeg er vild med lydmikset, der har den helt rigtige vægtning mellem skramlet og storisk.
Afslutningen på dette 4. segment står amerikanske Pvris og deres Holy for, der muligvis ikke fornyer med deres poprockede klæder. De har derimod haft deres fokus på at kreere stærke og medrivende sange med bid i, hvilket til fulde er lykkedes på deres debut, som er blevet rost betragteligt i diverse amerikanske onlinemedier.
Melankolien runder året af
Min rejse gennem musikåret nærmer sig nu sin afslutning, og melankolien får lov at rammen for min afrunding.
Mestrene af sørgmodighed, The Antlers, får således lov til at ligge ud med deres afsindigt smukke Palace, åbneren fra deres tredje udspil Familiars. Tracket bygger langsomt op til et gigantisk crescendo mod slut, der indsvøbes i en velpaceret trompetfigur. Jeg knuselsker The Antlers for konstant at revidere deres udtryk, og herved gang på gang overraske positivt med mesterlige udspil.
Dette blev også året hvor Sam Smith gjorde sin indtog i populærmusikken. Med 171.924.246 afspilninger på youtube i skrivende stund er Stay With Me ikke just undergrundsindie, men det gør dog ikke sangen mindre effektfuld. Vokalen sidder som en lige højre og ligeså gør gospelkoret, der giver omkvædet luft under vingerne. Der er grunde til at Sam Smith er så stor som han er, og Stay With Me er bestemt en af dem. Velundt succes har vi også på dansk jord med Tina Dickow, der i år gav diskografien en betragtelig vitaminindsprøjtning med Whispers, hendes bedste plade siden “A Begining, A Detour, An Open Ending”. Herfra henter jeg den sanselige Mines, en betragtning over forholdets afslutning, der med hjælp fra hendes mand Helgi Jonsson på blæseinstrument, fremviser hendes perfektionistiske og skyhøje niveau.
Ben Howard brugte 2014 på at følge op på debutalbummet med endnu et sørgmodigt og personligt album, hvorfra End of the Affair også har afslutningen som rammefortælling. Igennem sangens 8 minutter holdes spændingen for til sidst at eksplodere rytmisk som kun Ben Howard formår. Mesterlig opbygning findes desuden i rigelige mængder på et af årets bedste udgivelser, nemlig den selvbetitlede debut LP fra Kiasmos. Med base i Reykjavík består den musikalske duo af Janus Rasmussen fra elektro-pop bandet Bloodgroup, og multikomposionisten Ólafur Arnalds, der med Kiasmos formår at forene deres universer i smuk harmoni. Jeg har udvalgt tracket Looped fra udgivelsen, der i løbet af sine 6 minutters spilletid sender lytteren på en ekstraordinær rejse. Sonisk er der ikke langt til den mesterlige Jon Hopkins, der på samme vis formår at forene den klassiske komposition med elektronikkens univers. Jeg kan ikke anbefale denne udgivelse nok, da det var et af 2014 absolutte musikalske højdepunkter!
Det elektroniske univers sniger sig ind på endnu en plads på min liste, her i form af trioen Future 3 og deres Mmn hvortil de får vokalhjælp af Benoît Pioulard. Den samlede udgivelse fik en anbefaling med på vejen fra Mathias og jeg, hvor jeg dengang også fremhævede Mmn som noget særligt sanseligt. Den anbefaling står jeg ved, og derfor får Future 3 sin fortjente plads på min årsliste.
Som temaet for denne etape dikterer, graver jeg mod slut ned i materien af følelserne, og her har danske Broken Twin sin retmæssige plads. No Darkness er hendes, efter min mening bedste sang, og er et fantastisk eksempel på hvordan en nordisk pendant til den britiske trio Daughter kan lyde. Her er ikke sparet på noget, når følelserne får frit spil smukt iscenesat til violin og klaver.
Hermed når vi langt om længe afslutningen på årsliste, som rinder ud til klavertonerne af aisatsana [102], et track der er meget atypisk for Aphex Twins nye udgivelse, og herved viser nye sider af den aldrende musiker, der med Syro brød tavsheden efter 13 år.
Således har jeg nu eftertrykkeligt efterladt dig kære læser med mine optegnelser over musikåret 2014. Hvis du stadigvæk er med så langt, vil jeg sige tak for din tid med et lille virtuelt anerkendende nik, og efterlade dig med den samlede spilleliste indeholdende mine farvoritter nedenfor. Følg med næste søndag, hvor vi alle tre er taget i studiet for at diskutere vores Album of the Year, det bliver helt sikkert ikke kedeligt. Glædelig 3. søndag i advent!
The post 3. advent – Årsliste fra Henrik appeared first on Rotation.dk.
